Annonce

Annonce

Mark med forskellige typer kål

Det økologiske areal er skrumpet med 2 pct. i 2023 sammenlignet med 2022. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Det økologiske areal skrumper

Regeringen har et mål om at fordoble økologien, men ser man på nye tal for arealet, har målet rykket sig længere væk. Politikerne er nødt til at sætte handling bag ordene, siger Økologisk Landsforenings forperson.

Det økologiske areal er faldet fra 11,7 pct til 11,4 pct. af det samlede produktionsareal i Danmark. Det viser Landbrugsstyrelsens årlige opgørelse over danske økologiske bedrifter i 2023.

Helt eksakt faldt produktionsarealet fra 310.001 ha i 2022 til 303.563 ha i 2023, svarende til et fald på to pct.

Samtidig faldt antallet af øko-bedrifter med 135: Fra 4.095 i 2022 til 3.960. Der ses især markante fald i produktionen af økologiske slagtekyllinger, som faldt med 63 pct., og økologiske smågrise, der blev reduceret med 11 pct.

Nedgangen ærgrer Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening.

”Det er ikke den vej, det skal gå. I Økologisk Landsforening arbejder vi for, at vi skal have både bedre og mere økologi, og vi arbejder for, at økologien skal være normen frem for nichen. Det gør vi, fordi vi skal have et bæredygtigt landbrug. De nye tal viser, at politikerne skal geare mere op og tage mere ansvar for at lægge skinnerne ud til omstilling,” siger han i en pressemeddelelse fra foreningen og tilføjer:

”Det økologiske landbrug er multifunktionelt: det er rent grundvand uden pesticidrester, rent vandmiljø, mere liv i og omkring de økologiske marker, rent grundvand, det gode dyreliv – økologi er en vigtig del og nøglen til løsningen på mange af de udfordringer, vi står med i landbruget."

Der skal handling bag ordene

Regeringen har et mål om at fordoble det økologiske areal, og hvis nedgangen fortsætter som nu, er de nødt til at reagere, hvis de har i sinde at opfylde deres egen målsætning, mener Michael Kjerkegaard.

”De seneste år viser, at der er en tendens, som politikerne er nødt til at handle på. I den økologistrategi, som regeringen udgav i december 2023, står det klart, at cirka en femtedel af det danske landbrugsareal skal være økologisk i 2030. Men ord skal ikke bare være ord, der skal også handling bag, og det er der ikke nok af, når vi ser de nye tal,” siger han.

Fald i forbruget

Tallet for arealet kommer, samtidig med at Politiken kan fortælle, at væksten i forbruget af økologi, som i 2021 lå på knap 13 pct. også lader til at være gået i stå.

I det igangværende projekt Øko-Kost er forskere på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet ved at analysere data om danskernes forbrug af økologiske fødevarer og ser tendenser på, at det fald, der skete i forbruget i 2022 - og som i øvrigt også ramte dyre konventionelle varer - er fortsat i 2023.

Der er formentlig tale om et fald på "et par procentpoint" mål i værdi, skriver avisen. Forskerne baserer det på købsdata fra knap 1.700 husholdninger samt oplysninger fra erhvervet.

I Økologisk Landsforenings nye strategi, som blev præsenteret på foreningens generalforsamling i marts, er ambitionen, at økologien skal fylde 25 pct. i 2030 – både målt på areal og andelen af det danske forbrug af fødevarer.

De 25 pct. er imidlertid en nedjustering af foreningens tidligere målsætning om 30 pct. økologi i 2030 - et mål, der blev sat, inden corona-pandemien og siden inflationen ramte og påvirkede forbruget.

Flere artikler fra samme sektion

For første gang påviser forskere en sammenhæng mellem PFAS i drikkevand og hjertekarsygdomme

Data fra en italiensk region, hvor nogle borgere drak PFAS-forurenet vand og andre ikke gjorde, viser en tydelig sammenhæng mellem PFAS og øget risiko for at dø af hjertekarsygdomme.

15-05-2024 5 minutter PFAS,   Miljø,   Forskning

Åbent brev fra 140 organisationer kritiserer EU's grønne tilbagetrækning

De seneste måneder har EU trukket flere miljø- og klimainitiativer tilbage som reaktion på landbrugets protester. Nu siger adskillige organisationer på tværs af Europa stop.

14-05-2024 3 minutter EU,   Miljø,   Klima,   Natur

Regeringen har bestilt analyse af lavere moms på frugt og grønt

Regeringen har igangsat en analyse af effekterne ved en lavere moms på frugt og grønt.

14-05-2024 3 minutter Politik,   Forbrug